Tilbage til oversigten

Tørretid Brænde

Når du tænder op i din pejs eller brændeovn, kræver det, at dit brænde er ordentligt tørt. Tørretid på brænde er afgørende for en renere forbrænding, maksimal brændværdi og en røgfri oplevelse i stuen. Her er alt, hvad du skal vide om tørring og opbevaring, så dit brænde altid er klar til fyringssæsonen.

Hvor lang tid skal brænde tørre?

Tørretiden afhænger af træsorten og forholdene. Generelt tager det mellem 12-24 måneder for brænde at tørre naturligt. Fyrretræ tørrer hurtigt, typisk efter et halvt år, hvis det ligger til tørring over sommerhalvåret, mens tættere træ som eg og bøg kræver en tørretid i op til to år.

Vandindhold er den afgørende faktor. Friskt træ består typisk af 50 % vand. For at få den bedste forbrænding skal brændet have en fugtighed på under 18 %. Du kan måle det med en fugtmåler, som hurtigt vil fortælle dig, om dit brænde er klar til at tænde op med.

Hvorfor er tørretiden på brænde vigtig?

Der er næsten udelukkende fordele ved at give dit brænde den passende tørretid:
  • Mindre røg og færre skadelige partikler i røggasserne.
  • Højere brændværdi – du får simpelthen mere varme for pengene.
  • Minimeret risiko for, at der opstår sod i skorstenen og brændeovnen.

Vådt træ har et højt vandindhold, som skal fordampe under fyring. Det sænker temperaturen i brændkammeret og giver en dårlig forbrænding, der både skader miljøet og dit fyringsbudget.

Opbevar ikke vådt brænde indendørs

Det kan være fristende at opbevare brænde tæt på din pejs eller brændeovn, men vådt brænde bør aldrig stå indendørs. Det kan øge luftfugtigheden i dit hjem og føre til skimmelvækst. Sørg for, at dit brænde er tørt, før du tager det indenfor – og opbevar det gerne i en praktisk brændekurv.

Sådan tørrer du dit brænde korrekt

Her er nogle gode tips til ordentlig tørring og opbevaring af dit brænde:
 
  • Sørg for, at brændet ligger et tørt sted med masser af luftcirkulation. Et brændeskur er ideelt, men et halvtag kan også gøre jobbet.
  • Løft brændet fra jorden, og placér det på strøer eller en europalle, så det ikke suger fugt fra jorden.
  • Læg brændet med barken opad – det beskytter mod regn, så vandet kan løbe af. Sørg for, at endefladerne (der hvor træet er skåret) vender udad, da det er her, fugten fordamper bedst.
  • Hvis du har flere stabler, så sørg for 15-20 cm mellem dem. Det giver brændet plads til at ånde og fremmer tørringen.
  • Når brændet er tørt, skal det stadig opbevares godt for at holde fugt væk – en presenning eller et godt halvtag kan hjælpe her. Læs mere om, hvordan du kan opbevare dit brænde på en god måde her.

Hvordan laver du en brændestabel?

Det kan være en kunst i sig selv at lave en brændestabel. Derfor får du et par gode råd med på vejen her:
  1. Løft brændet fra jorden: Som nævnt ovenfor — brug strøer eller en europalle under stakken, så træet ikke suger fugt fra jorden.
  2. Hold området fri for ukrudt: Fjern græs og planter omkring brændestablen – det reducerer risikoen for, at fugt trænger ind i træet.
  3. Efterlad plads mellem stablerne: Sørg for 15-20 cm mellem rækkerne af brænde, så der er god luftcirkulation til at hjælpe tørringen.
  4. Skær træet i passende størrelser: Hold dig til brændestykker med en tværsnit på 8-13 cm, da større stykker tørrer langsommere.

Tegn på, at brændet er klar til brug

Du kan kende tørt brænde på flere ting. Først og fremmest vejer tørt brænde betydeligt mindre end vådt træ, hvilket gør det lettere at håndtere. Når du slår to stykker tørt brænde mod hinanden, vil de give en klar og klikkende lyd i modsætning til den mere afdæmpede lyd fra vådt træ.

Kig også efter små revner på brændets ender – det kan være et godt tegn på, at fugten er fordampet. Lugten kan også afsløre brændets tilstand: Vådt træ lugter ofte surt, mens tørt brænde har en mild eller neutral duft.

Klar til næste fyringssæson?

Med den rigtige tørring og opbevaring af dit brænde opnår du maksimal varmeeffekt og en renere forbrænding. Uanset om du fyrer med birk, eg eller bøg, er tørretiden afgørende for at få mest muligt ud af dit træ.

Mangler du en brændeovn eller pejs, der gør fyringen endnu mere effektiv? Hos Schiedel tilbyder vi et udvalg af moderne ildsteder.

Få mere viden her

Guide

Pejs eller Brændeovn?

Hvad skal du vælge: den charmerende pejs eller den klassiske brændeovn? Begge typer ildsteder har deres unikke charme og praktiske egenskabe...

Læs mere

Guide

Bedste Brænde til Brændeovn

Hvilket brænde giver dig mest varme for pengene? Vælg det rigtige brænde og få mere ud af din brændeovn. Vi guider dig til de bedste valg he...

Læs mere

Guide

Brændeskur Byg Selv

Et brændeskur som byg selv-projekt er en god måde at beskytte dit brænde mod vind og vejr, samtidig med at det beriger din have med charme o...

Læs mere